SØRGE SISKEN - Carduelis Tristis
Af Karl Biedermann, Faulensee, Schweiz. (Oversat af Mogens Stig Andersen).
Sørgesiskenen er hjemmehørende i Canada, USA og Mexico, hvor den forekommer i fire underarter. Hos fuglene i den nordlige region (Canada) er fjerdragten i yngletiden cremegul, hvor imod den i den sydlige region (Californien og Mexico) er mere mørkegul.
(Det var præcis denne fugl som Karl Biedermann
så her i Danmark primo august måned 1998)
Første gang jeg så Sørgesiskenen var hos en god ven og opdrætter i Danmark, og jeg blev så fascineret af den, at jeg besluttede mig for at anskaffe den, når muligheden herfor bød sig. Efter længere tids søgen i alle mulige fagtidsskrifter var heldet med mig, da det i oktober 1998 lykkedes mig at få fat i 3,4 Sørgesisken, som opdrætteren selv overbragte mig. De var alle sammen sunde og meget smukke. Med i købet fik jeg yderligere forskellige former for frø af bl.a. Rajnfan, Bynke, Alm. Røllike, Skræppe, Alm. Mjødurt, Lægekvæsurt, forskellige slags pileurt, Tornet Salat samt tørret Brændenælde. Under samtalen med opdrætteren om, hvordan jeg skulle fodre mine Sørgesiskner, blev jeg klar over, hvad der ventede mig, hvis jeg skulle gøre mig håb om et vellykket opdræt med unger på pind.
Fuglene blev nu anbragt i haven i den uopvarmede voliere med tilhørende inderrum. I inderrummet, som er frostfrit, ligger temperaturen på ca. 2-5°C. men selv ved større kuldegrader fløj fuglene alligevel udendørs og var i øvrigt meget livlige. I mine fem volierer har jeg placeret Sørgesisken og Sortsisken skiftevis, således at ingen fugle af samme art går ved siden af hinanden. I slutningen af januar begyndte de første hanner langsomt at blive gule, og næbbet blev nu rød-gult. Sangen blev højere samtidig med, at fuglene sang mere og mere. Hannen hos Sørgesisken er i yngletiden en smukt farvet fugl – helt guldgul med sort kappe og sortbrune vinger med hvide striber. Omfarvningen af næbbet viser tydeligt, at han er i ynglestemning. Udskiftningen af hviledragt til yngledragt sker uden nogen egentlig fjerskifte, hvilket først sker om efteråret ved den rigtige fældning. I den periode hvor hannen skifter til yngledragt såvel som ved den normale efterårsfældning, bør fuglene gives et rigt afvekslende foder af halvmodent frø. På grund af svigt i forbindelse med et tænd/sluk-ur beskadige én af hannerne hovedet og er siden død. Ved en tilfældig telefonsamtale med en tysk opdrætter kom jeg over en ny han, som godt nok var fra 1993, men det skal siges, at jeg fik den ganske gratis mod, at han ved lejlighed, såfremt han ønskede det, kunne få en Sørgesisken hos mig.
Nu kom det spændende tidspunkt, hvor yngleperioden begyndte, men jeg måtte imidlertid have tålmodighed indtil begyndelsen af juni. Nu var hannerne i deres skønneste yngledragt, lige som hunnernes næb havde antaget en rød-gul farve, et tegn på, at hunnerne nu også var i ynglestemning. Hannerne sang nu mere intensivt og jagede også meget ofte hunnerne. Nu begyndte to af hunnerne at flyve med redemateriale og søgte egnede redepladser. Den ene hun havde bestemt sig for en ophængt ”Kaisernestchen”, som er en lille redekasse med metalgitter på de tre sider og åben fortil og med fast tag og bund, i hvilken der er anbragt en lille flettet kurv af kokostrevler. I løbet af tre dage var reden, der i øvrigt var camoufleret med grankviste, færdigbygget. Den anden hun havde tilsyneladende endnu ikke fået øje på et egnet redested, men fløj dog stadig rundt med redemateriale. Så opdage jeg imidlertid, at hun hele tiden fløj hen i det selv samme hjørne af volieren. Her havde jeg placeret et bundt fyrregrene, og heri blev der i løbet af tre dage bygget en rede frit i grenene. I løbet af tre dage var der i hver rede lagt et æg, og herefter blev der lagt ét hver dag, indtil der var fire æg, hvilket er fuld kuld. Hunnen rugede fra det andet lagte æg – og kun hunnen, som blev madet på reden af hannen. Nu var det spændende om æggene var befrugtede!
 |
Foto: Karl Biedermann, Sørgesisken rede Til min store glæde var der tre unger i hver rede. Hos det ene par med den gamle han blev ungerne fodret godt og udviklede sig eksemplarisk. Parret havde ikke ladet sig forstyrre af, at der i nabovolieren gik et par sortsiskner, der også var i færd med at opmade unger. Efter otte dage blev ungerne ringmærket med 2,7 mm ringe. |
|---|
Ringmærkningen må først foretages, når ungerne begynder at afsætte deres ekskrementer på redekanten. Forældrefuglene fjerner nemlig indtil da såvel ekskrementer som andet fra reden, og da en ring vil blive betragtet som et fremmedlegeme, vil den – og dermed ungen – blive smidt ud af reden! Hos det andet par var ungerne ikke fodret ordentligt, og de døde efter otte dages forløb, og der blev ikke gjort flere forsøg på opdræt. De andre unger hoppede af reden efter ca. 17 dage, men opholdt sig hele tiden i grenene ved reden, hvor de blev fodret af hunnen. Efter yderligere syv dage var de for første gang sammen med forældrene ved foderskålen.
 |
Foto: Karl Biedermann, 1,0 Sørgesisken. Nu blev hunnen atter jagtet af hannen, og snart var en ny rede bygget ved siden af den gamle. Igen blev der lagt fire æg, som der også blev ruget på. Hunnen forlod stadig reden for at made de udfløjne unger, hvorimod hannen ikke deltog heri. Da andet kuld klækkede, var de første unger blevet selvstændige. Atter en gang klækkede fire unger, som hunnen tog sig godt af. Desværre døde den sidste unge efter tre dage – de tre større søskende havde åbenbart ikke forundt den tilstrækkeligt med foder. To uger senere begyndte hannen igen at jagte hunnen voldsomt, og nu blev heller ikke ungerne fra første kuld forskånet, og de blev derfor fjernet. |
|---|
De tre tilbageblevne unger blev uden problemer madet færdig af hunnen, og fuglene fik nu ikke lov til at begynde på et tredje kuld. I øvrigt gjorde det tredje par Sørgesiskner ingen anstalter til redebygning, men jeg håber dog, at de til foråret kan komme på sådanne tanker….
Fuglene får kun så tilpas meget foder at det hele bliver ædt op. Får de for meget, æder de kun, det de bedst kan lide, hvilket kan indebære en ensidig ernæring, som senere kan give problemer med sundheden. Grundfoder: Zeisig 1A-blanding fra Blattner. Én gang om ugen en smule Negerhirse og Perilla eller Natlys og Blå Valmuefrø. Om vinteren: To gange om ugen afskallet solsikkefrø – tre kerner pr. fugl. Én gang ugentlig gives et multivitaminpræparat. Et blad Julesalat til fire fugle. Hver 14. dag en smule Rajnfan eller optøet Natlys. Ved opdræt: Ud over det normale foder endvidere Negerhirse og Salatfrø i spiret form, blanding fra Blattner samt opmadningsfoderet ”Spinus” ligeledes fra Blattner. Grøntfoder: Blade af Mælkebøtte, Lægekulsukker og Julesalat, frø fra hoveder af mælkebøtte og året rundt alt efter årstid frø af Rajnfan, Bynke, Alm. Røllike, Alm. Mjødurt, Eng-Gedeskæg, forskellige slags piuleurt, Brændenælde, Skræppe etc. – og ikke at forglemme foderkalk og ”Claus”-duesten til fri afbenyttelse. At der hver dag gives friskt badevand burde være en selvfølge.
Sørgesiskenen er som alle andre siskner en fordringsfuld fugl, hvilket den kompenserer for med sin skønne sang fra forår til efterår. En forudsætning for at holde denne skønne sisken er, at man har en vis erfaring med hold af den slags fugle, og den er derfor ikke at anbefale til nybegyndere.
Desværre er priserne på Sørgesiskner ret høj, og her i Schweiz er den sjælden – ja hvis den overhovedet findes. Jeg håber min beretning må give stødet til, at flere opdrættere vil holde og forsøge at opdrætte denne vidunderlige fugl.