GULBUGET  SISKEN  -  Carduelis Xanthogaster

Af Karl Biedermann, Faulensee, Schweiz. (Oversat af Mogens Stig Andersen).

Karl Biedermann er en meget erfaren sisken-opdrætter. Foruden den her omtalte sisken-art holder og opdrætter han også Kapuziner-, Magellan-, Mexico-, Sort-, og Sørgesisken. I sin beretning kommer Biedermann meget udførligt ind på det ret så kostbare foder, der kræves for at opnå gode resultater.

Som indædt siskenholder besluttede jeg mig for også at anskaffe mig den Gulbugede Sisken og indrykkede derfor i foråret 1998 en annonce i et tysk fagtidsskrift om køb af nogle sådanne. Jeg blev ikke så lidt forbavset, da jeg en dag blev ringet op af en opdrætter fra Danmark, som kunne tilbyde Gulbugede Siskner. Nu opstod der imidlertid et problem – hvorledes skulle jeg få fuglene fra Danmark til Schweiz? Jeg spurgte nu, om han eventuelt skulle tilbringe ferie i nærheden af mig, hvortil han svarede, at han muligvis skulle en tur til Østrig. Efter nogle overvejelser besluttede jeg mig for at sende ham nogle brochurer om vores skønne omegn ved Thunersee og samtidig en invitation til ham og hans kone om, at de da også kunne tilbringe deres ferie ved den skønne Thunersee. Efter yderligere en telefonsamtale blev vores ferielejlighed sat i stand, og vi forventede nu at se vore fuglevenner til et 14-dages ferieophold i faulensee.

Efter at have overstået ”papirkrigen” for indførelse af fuglene, ventede vi nu med stor spænding på vore gæster fra Danmark, da vi jo kun kendte dem fra vore telefonsamtaler. I slutningen af juli lærte vi så et herligt ægtepar at kende og har siden hen knyttet et varmt venskab med dem. På den måde fik jeg mine to første par Gulbugede Siskner – og lykkelig var jeg. Desværre døde én af hunnerne tre måneder senere, og opdræt har jeg heller ikke opnået i år.

Den Gulbugede Sisken er udbredt i Mellemamerika fra Costa Rica til det nordlige Sydamerika og forekommer i to underarter, C. X. Xanthogaster og C. X. Steinjegeri. Hannen  er bortset fra den gule bug, skinnende sort med gule vingebånd. Hunnen ligner hunnen hos Magellansisken og er alt efter underart gullig eller grålig på bugen. Den Gulbugede hun er med sine ca. 10-11 cm i størrelse betydelig mindre end hunnen hos Magellansisken.

Efter at have fået fat i en ny hun kunne jeg så i foråret 1998 forsøge mig med opdræt af dem. Fuglene blev anbragt parvis, nærmere bestemt i to delbare opdrætsbure på 120 x 40 x 40 cm. Det  har nemlig vist sig meget praktisk at kunne adskille fuglene med et gitter, for når hannen rigtig er i drift, kan han ofte være meget aggressiv over for hunnen. Undertiden har jeg skilt hannerne fra en halv dag, ja sågar en hel dag – men imidlertid ikke for længe – idet det kan resultere i ubefrugtede æg. Som regel er de ægteskabelige stridigheder overstået i løbet af en halv dag, hvorefter fuglene atter kan enes. Det er klogt hele tiden at have dem under observation, så de ved evt. stridigheder kan adskilles. Nævnes skal det dog, at der altid før en parring foregår en jagt parret imellem, men i dette tilfælde skal hannen imidlertid ikke skilles fra. Som opdrætsforberedelse fodre jeg hver anden dag me en smule spireblanding: ”Keimfutter Zeisig Special”. (Negerhirse, salatfrø, og sød raps) fra Blattner, Ermengerst. Så snart det første æg er lagt, bliver spireblandingen fjernet, og først igen tre dage før æggene klækker, begynder jeg med lidt spiret frø.

Fuglene gav sig god tid, indtil et par endelig kom i tanke om at bygge rede og da nærmere bestemt i en kurverede. De ophængte ”Kaisernestchen” (en lille redekasse med metalgitter på de tre sider og åben fortil og i bund en lille flettet redekurv af kokosmateriale), der var camoufleret med  små fyrgrene, havde ingen interesse. Fire dage efter færdiggørelsen af reden, lå det første æg deri. Fire dage senere var kuldet fuldt – fire æg. Der blev ruget fra det andet lagte æg og kun af hunnen. Hannen fodrede lejlighedsvis hunnen på reden, og udtømning af ekskrementer skete kun fra reden. Efter syv dage fik jeg lejlighed til at konstatere æggene og kunne konstatere, at tre af dem var befrugtede. Efter 13 dage observerede jeg, hvordan hunnen løftede sig en smule og madede. Tre dage senere vovede jeg endnu en redekontrol, og da var alle tre unger klækket. Ungerne så dog ikke ud til at være fodret ret godt, ag jeg var i tvivl om, hvorvidt de ville komme på pind. Ved en yderligere kontrol om aftenen så det imidlertid meget bedre ud, idet ungernes kro nu var helt fyldt op. Jeg observerede, hvordan hannen nu også deltog i opmadningen. De små voksede godt, og efter 17 dage sad de på redekanten for straks efter at tage deres første flyvetur. Ungerne blev madet af begge forældrefuglene, og på 27. dagen var de for første gang sammen med forældrefuglene ved foderskålen og forsøgte forsagt at tage noget af det spirede frø.

Jeg opdagede nu, at hunnen var begyndt at plukke ungerne ofr fjer, som hun forsøgte at bygge rede af i en grenkløft i nogle fyrregrene. Nu blev der atter opsat en rede og givet redemateriale, men hunnen ville absolut bygge sin næste rede i grenkløften. Efter at have anbragt noget tykkere grene i buret, blev reden færdiggjort i løbet af tre dage. Æglægningen fulgte tre dage senere. Hunnen rugede, mens hannen fodrede både de store unger – og hunnen på reden. Ved en redekontrol kunne jeg konstatere, at kun to ud af de fire æg var befrugtede. De to befrugtede æg klækkede efter 13 dage. Ved hjælp af et gitter blev de første unger og hannen adskilt fra hunnen, som nu helt og holdent tog sig af opmadningen.

Ved lyden af ungfuglenes tiggelyde blev også det andet par Gulbugede animeret til at bygge rede og tilat yngle, men desværre var det første kuld på fire æg ubefrugtede. Jeg lod imidlertid hunnen ruge i 15 dage, for at den ikke for hurtigt skulle gå i gang med at lægge æg igen med evt. læggenød til følge. I det andet kuld var der igen fire æg, hvoraf to var befrugtede og klækkede efter 13 dages rugning. Disse unger blev – efter samme mønster som hos det første ynglepar – opmadet fint. Jeg var meget stolt over at have fået syv unger på pind, også selv om én af dem desværre døde i forbindelse med fældningen af ungedragten, som tager sin begyndelse i en alder af ca. tre måneder.

Uden for ynglesæsonnen går mine fugle i en stor indendørs voliere på 2 x 2 x 0,90 mtr. Temperaturen ligger på 15-18° C, og dagslængden er på ca. 11 timer. I yngletiden bliver sisknerne anbragt parvis i ynglebure hver på 120 x 40 x 40 cm. I den tid bliver der fodret med en teskefuld med top af blattner´s blanding: ”Zeisig 1A”. Samtlige frø bør så vidt muligt ædes op, så ernæringen ikke bliver for ensidig. Giver man fuglene for meget foder, udvælger de sig kun de frøsorter, de bedst kan lide, og det er overvejende de olieholdige frø, hvilket så blot fører til fedme og leverskader. Yderligere får fuglene to gange om ugen lidt julesalat. Dagligt anbringes et lille stykke gulerod i tremmerne, som foruden at dække fuglenes behov for karotin og vitaminer samtidig er med til at slibe deres næb. Frosne natlysfrø og tørret guldknap bliver lejlighedsvis tilbudt som en lækkerbisken. Efter min mening skal frossen kolbehirse gives med forsigtighed. Hvis man bruger kolbehirse, bør det være modent. Én gang om ugen gives lidt multivitamin.

Ved yngleperiodens begyndelse gives hver anden dag en teskefuld spiret frø, lidt grøntfoder (”Keimfutter Zeisig Special” fra Blattner Ermengerst) pr. par, og to gange ugentlig gives multivitamin. Spiret frø laver jeg på følgende måde: Frøet står i blød i vand i ca. seks timer. Derefter gennemskylles det godt og lægges i et tyndt lag i en glaseret lerskål. Efter 12 timer skylles frøet igen og lægges derefeter på et stykke køkkenrullepapir, som foldes og lægges i en avis. Spiringen afhænger af, at det anbringes på et varmt sted. Næste dag kan man fodre med det. På grund af køkkenrullepapirets evne til at tage imod fugtighed, ja, så kan man fodre med det spirede frø ”tørt”.

Til opmadning af unger anvender jeg ovenstående spireblanding og opmadningsfoderet ”Spinus” (Extra für Zeisige, fra Blattner) samt lidt hårdkogt æg. De første 10 dage gives ikke grøntfoder. Når det er tiden for halvmodne mælkebøttehoveder gives dette og andet halvmodent frø. Ingen halvmodne kolbehirse. Mineralsten, Klaus duesten, skaller af hønseæg, Vitakalk, tørret mælkebøtteblade. Desuden har mine fugle blade af brændenælde og lægekulsukker samt en smule druesukker til deres rådighed. Frisk badevand er vel en selvfølgelighed.

Jeg håber, at jeg med min beretning har kunnet give andre opdrættere gode tips, så også de kan få opdræt af denne dejlige fugl. Den Gulbugede Sisken er en god sanger, som glæder sin ejer med sang året rundt, lige med undtagelse af det tidsrum, hvor den fælder. Endskønt den Gulbuge Sisken ikke kan anbefales til nybegyndere, vil jeg dog ønske, at denne dejlige sisken må blive opdrættet oftere her i Schweiz, således at der kan opbygges gode ynglestammer.

TILBAGE

Home - Til startside