ALARIO FINKEN  -  Alario Alario

Af Karl Biedermann, Faulensee, Schweiz. (Oversat af Mogens Stig Andersen).

Hos Alariofinken, som er ca. 10-12 cm stor, er hannen sort på hovedet, nakken og de to kileformede bånd på brystet. Ryg- og vingefjer er rødbrune, mens undersiden og flankerne er hvide. Hos hunnen er såvel over- som underside brungrå med en fin stribetegning. Ungfuglene ligner hunnen, men er dog mere brunlige og med kraftigere stribetegning.

Alariofinken er udbredt i Østafrika fra Namibia til Sydafrika, hvor den lever på stepper og i ørkenområder med til dels ret strenge vintre. Den anbringer sin rede i 1-2 meters højde i små buske på savanner med tornekrat. Der findes en enkelt underart nemlig Serinus Alario Leucolaema, som på tysk kaldes for Kongealario eller Damara.

Efter at have set – og ikke mindst hørt – denne fascinerende fugls sang hos en opdrætter slog jeg til ved først givne lejlighed og købte to par importerede fugle, som efter min mening så ud til at være godt aklimatiserede. Desværre døde den ene hun efter bare tre uger, og jeg måtte betale mine lærepenge for, at jeg formodentlig havde fodret for godt – med andre ord: Med alt for meget foder. Fuglene blev nu anbragt i et karantænebur på 2,00 x 0,40 x 0,60 mtr. i inderrummet i mit voliereanlæg. Da der gik to hanner  og kun én hun i buret, førte det straks til revalisering de to hanner imellem, hvorfor den ene han blev placeret i et bur for sig selv. Den enligt siddende han sang dagen lang og håbede selvfølgelig på, at han igen ville få sig en hun. Efter lang tids søgen lykkedes det mig at købe en hun hos en opdrætter. Desværre var jeg ved købet blevet taget ved næsen, idet fuglen vist sig ikke at være ringmærket og sandsynligvis var, hvad man må kalde for oldemor. I hvert fald har den aldrig forsøgt sig med at bygge rede, lige som det heller aldrig har muligt for hannen, med sin ellers så skønne sang, at motivere hende til noget, og hun fik derfor lov til at tilbringe sit otium i en stor voliere.

Midt i maj blev det andet par Alariofinker så sat ud i en stor udendørsvoliere med tilhørende inderrum, hvori der i forvejen befandt sig et par Sortsiskner (Carduelis Atrata). Det er vigtigt, at Alariofinker får gode muligheder for at bevæge sig, og de bør derfor placeres i store volierer. Ligeledes må man være opmærksom på, at udbudet af foder beregnet på volierens øvrige beboere stemmer nogenlunde overens med Alariofinkernes. Med det fine Sortsiskenfoder, som indeholder mange græsfrø, er dette imidlertid ikke noget problem. Sætter man f.eks. Kapuzinersiskner i voliere sammen med Alariofinker og fodrer med Kapuzinerblanding, der som bekendt indeholder meget negerhirse og perillafrø, vil Alariofinkerne selvfølgelig æde blandingen, men vil som følge heraf æde for meget af det olieholdige frø, hvilket vil føre til fedme og leverskader.

Det varme forårsvejr, de friske knopper i volierebeplantningen, lidt spiret frø og optøede, dybfrosne hirsekolber fik nu Alariohunnen i ynglestemning. Da hannen, med hængende vinger, begtndte at foredrage sin snag og jage hunnen, gav jeg dem redemateriale. Det varede da heller ikke længe, før der blev fløjet rundt med det, og snart efter var en rede bygget på én af hunnen udset plads frit i nogle fyrregrene. Reden så udvendig ret uordentlig ud, men var dog indvendig kunstfærdigt polstret og havde ret så tykke sidevægge. De redemuligheder, jeg havde sat ind, og som var placeret overalt i volieren, havde de åbenbart ikke fuglenes interesse.

Tre dage efter, at reden var færdigbygget, var de første æg lagt og de følgende tre dage endnu tre. Efter otte dages forløb, da hunnen et øjeblik var af reden, kunne jeg fastslå, at alle fire æg var befrugtede. På 13. dagen lå der æggeskaller på bunden af volieren, og jeg måtte derfor formode, at der nu var unger, og ved redekontrol den næste dag, kunne jeg så konstatere, at der var tre Alariofinkeunger. Ud fra mine iagttagelser blev ungerne fodret godt, og jeg glædede miog allerede over dette yngleresultat. Da jeg syv dage senere ville ringmærke ungerne, var der imidlertid kun to tilbage. Det fjerde og sidste æg lå på bunden af volieren og viste sig også at have været befrugtet, men ungen var allerede død i fosterstadiet. Den tredje unge forsvandt i den store voliere, og jeg fandt den aldrig. De to unger ringmærkede jeg nu med 2,5 mm ringe, og 14 dage senere sad de begge i den tætte underbevoksning, hvor de med deres brunstribede fjerdragt, var godt camouflerede. De blev begge madet fint, og efter yderligere 14 dage så jeg dem sammen med forældrene på foderbrættet.

Hunnen begyndte nu atter at flyve med redemateriale. Hun reparerede lidt på den gamle rede, samtidig med at hun på samme sted byggede en ny. Der blev lagt fire æg, hvoraf kun to var befrugtede, og som resulterede i to unger. Muligvis har hannen været så stærkt beskæftiget med opmadningen af de første unger, at han ikke har været i stand til at befrugte alle fire æg? Ungerne her i andet kuld kom begge på pind, og nu sad der i alt fire dejlige Alariofinke unger i volieren. Ungerne lignede alle hunnen, og jeg håbede nu på, at der blot var én enkelt hun imellem. Jeg observerede imidlertid, at alle ungerne fik ”sangundervisning” af hanne og sluttede heraf, at de efter udfarvningen nok alle ville vise sig at være hanner. Derfor byttede jeg én af de endnu ikke udfarvede hanunger med en hun, men blev desværre endnu engang taget ved næsen. Jeg vil ikke gå i detaljer om dette, men blot slå fast, at jeg ikke fremover vil indgå handler med sådanne fuglefolk. Jeg fik imidlertid fat i nogle hunner hos tyske opdrætskolleger, og jeg vil – på et senere tidspunkt – berette om mine videre opdrætsforsøg.

Alariofinker er meget vanskelige fugle, hvad foder angår, og man bør derfor være meget opmærksom på ikke at fodre dem med et for fedtholdigt foder. Mine fugle får en Alarioblanding fra Blattner, Futtermittel D-Ermengerst. Mine Alariofinker får dagligt én kaffeskefuld pr. fugl af ovennævnte, to gange ugentlig ganske lidt julesalat, nye, friske blade af mælkebøtte, når disse er til rådighed eller fuglegræs og lejlighedsvis en smule tørre hirsekolber. Én gang om ugen ”Nekton-S”, og når ynglesæsonen nærmer sig også en smule ”Nekton-E”. Året rundt har fuglene ugentlig en kaffeskefuld selvlavet opmadningsfoder til deres rådighed. Dette opmadningsfoder består af følgende: ”Spinus” – ”Waldvogel” og ”Quiko” opmadningsfoder iblandet tørrede pulveriserede brændenældeblade, kulsukkerplante og lidt vitaminer. Ikke at forglemme har fuglene året rundt adgang til en foderkalkblanding bestående af: ”Claus”-Duesten, æggeskaller fra høns, koralgrit og  ”Bogena” kalkblanding.

I forberedelsen til ynglesæsonen får Alariofinkerne ugentlig ”Nekton-S” og ”Nekton-E” og lidt optøede, frosne hirsekolber. To gange om ugen en ½ kaffeskefuld spiret frø, en smule julesalat, mælkebøtteblade eller fuglegræs. Er fuglene begyndt at bygge rede, gives ikke længere nogen form for drivende foder, ej heller den tid de ruger. Tre dage før klækningstidspunktet begynder jeg atter at give en smule spiret frø, optøede, frosne hirsekolber og evt. hoveder af mælkebøtte, hvis disse er til rådighed. Såfremt der ikke er nok foder tilm stede, bliuver ungerne enten ikke madet eller smidt ud af reden. Udfarvningsperioden er yderligere en vanskelig tid, og her bør ungerne have adgang til så meget som muligt af såvel halvmodent frø som grønt. I min have har jeg halvmodne hirsekolber, sølvhirse, hanespore, perilla, pileurt, fuglegræs, hyrdetaske og meget mere.

Mine Alariofinker går i udendørs voliere lige fra foråret og indtil den første frost gør sit indtag, og alle har indtil nu klaret fældningen fint. Om vinteren går fuglene i et indendørs rum ved en temperatur på 10-12°C. Alariofinken klarer ganske godt kulde (kortfristet), idet de jo også i naturen lever i områder med ret lave nattemperaturer. Alariofinken er uden for yngletiden fordragelig overfor andre fugle, hvorimod den i yngletiden må holdes parvis, idet kampe mellem rivaliserende hanner i værste fald kan ende med døden for den ene parts vedkommende. Vigtigt er det stadig, at fuglene har god flyvemuligheder, så de derved får bevæget sig så meget som muligt. Det er ingen dårlig idé at lade Alariofinker gå sammen med andre fugle i vinterperioden, forudsat at de øvrige fugle også ernærer sig ved det samme foder som dem. Rigtig dosering af  foderet er enormt vigtigt. Alariofinke hannen er en utrolig god sanger, der, bortset fra fældeperioden, glæder sin ejer med flittig og tiltalende sang. For mig er Alariofinken en superfugl, men jeg må dog samtidig tilstå, at den ikke er en fugl for begyndere. Afslutningsvis kan jeg oplyse, at jeg er meget interesseret i at lære andre opdrættere at kende for derigennem at kunne udveksle erfaringer – og også fugle – men helt klart kun med ærlige opdrættere!   

TILBAGE

Home - Til startside